Bornholmsk Kirsebær
Bornholm er bla. kendt for sit fantastiske smukke forår hvor tusindvis af kirsebærtræer blomstre og hvor store områder næsten synes dækket med sne i et overflod af hvide blomster. Midsommer hvor turister i tusindvis gæster øen, bugner med dejlige velsmagende sorte kirsebær. De færreste ved at det bornholmsk kirsebærtræ også er noget af det smukkeste snedkertræ der findes. Med sin varme gyldne glød og sit bevægende åre spil imellem gult og grønt, er det et af mine foretrukne materialer. Jeg har gennem flere år fremstillet møbler og drejede arbejder i kirsebærtræ, som jeg egenhændigt har fældet, savet til planker og tørret. På Bornholm bliver kirsebærtræ ikke dyrket kommercielt og derfor findes der store varianter i veddet, hvor noget træ vokser hurtigt og andet meget langsomt, hvilket giver store variationer i struktur og farve.